CASESTORY
Frederiksberg
liebhaverbolig med sildebensgulv i hele lejligheden.
Herskabslejlighed får nyt klassisk sildebensparket efter 138 år
På fornemme Frederiksberg Allé finder vi den klassiske herskabslejlighed på 220 kvadratmeter i en bygning, som oprindeligt er opført i 1882. Lejligheden er netop i sat i stand fra gulv til loft med stor respekt for det oprindelige materialevalg.
Alle gulve er lagt af Kastrup Gulve i form af eksklusivt sildebensparket i egetræ, et holdbart og klassisk gulv, der igen vinder frem i popularitet, men som kræver det ypperste af gulvlæggeren for at komme til at fremstå perfekt.
Og perfektion var målet, da det nye sildebensparketgulv i egetræ skulle erstatte de oprindelige gulvplanker, som havde ligget i lejligheden i 138 år. Det nye sildebensparketgulv udgør et vigtigt og samlende element i den store lejlighed. Alle dørtrin i opholdsrummene er fjernet, så der kun er gulvets rene linjer og de store smukke fyldningsdøre til at tage opmærksomheden.
Gulvene er overfladebehandlet med Premium HWS-olie, som giver en smuk matteret overflade og samtidig giver nærmest vedligeholdelsesfri gulve, der tåler dagligt slid.
”De nye sildebensparketgulve gør én glad hver eneste dag. De er bløde at gå på og har en fin, glat overflade. Egetræet har en smuk, gylden farve, og vi har fravalgt at have mange tæpper, fordi gulvene har et spil, som gør, at det nærmest bliver en del af interiøret,”
siger museumschef og kulturhistoriker Anja Olsen, der er den ene af lejlighedens nye beboere.
Pietetsfølelse og kvalitetshåndværk i de nye gulve
Lejlighedens anden beboer, Stein Pettersen, er administrerende direktør for entreprenørvirksomheden Jakon A/S, hvor de håndværksmæssige traditioner er i højsædet, og ligesom sin sambo har Stein en særlig tilgang til håndværk og materialevalg. Anja Olsen fortæller:
”At jeg er kulturhistoriker har selvfølgelig haft indflydelse på, hvilke ønsker vi har haft til lejligheden. Det har det også, at Stein er så optaget af kvalitetshåndværk – og af træ. Vi har været opmærksomme på, at det, vi gør ved lejligheden, skal være i en sådan kvalitet, at det matcher det, der var førhen. Det har vi været helt enige om,” siger hun og fortsætter:
”Vi ville være tro mod den kvalitet og det niveau, lejligheden var opført i. Vi gik helt i bund med renoveringen for at bygge op i samme stil og i samme kvalitet, og de håndværkere, der har istandsat lejligheden, har haft stor forståelse for, hvad vi gerne ville.”
Sildebensparket én stav ad gangen
Det elegante sildebensparketgulv er lagt af Kastrup Gulve, som har stor erfaring med den krævende opgave, det er at lægge et nyt sildebensparketgulv én stav ad gangen. Omhu og perfektionisme går igen i de løsninger Kastrup Gulve tilbyder, hvad enten det er på store slotte, i virksomhedsdomiciler eller i private hjem.
En ekstra fordel ved at få lagt det helt nye sildebensparketgulv var, at der samtidig var muligt at etablere gulvvarme i lejligheden.
I lejligheden på Frederiksberg Allé var det også en helt særlig udfordring, at én af stuerne er helt rund, og at rummene generelt har en speciel udformning. Anja Olsen siger:
”Man må sige, at gulvmanden har slidt i det for at lægge gulvet så fint. Det har været spændende at følge især i vores runde stue, hvor han begyndte med det længste forløb på midten og så arbejdede sig ud i siderne. Resultatet af det store arbejde er fantastisk harmonisk igennem hele lejligheden, selv den mindste gang er blevet en del af helheden.”
Symmetri og harmoni
Før parret besluttede sig for at få lagt det nye gulv, var de rundt og se på andre gulvleverandørers produkter, men besluttede sig for Kastrup Gulves løsning, fordi produktet var af bedst kvalitet. De har ikke fortrudt deres valg:
”Det er en særlig smuk detalje, at Kastrup Gulve har fået lagt gulvet i symmetri, så det er harmonisk over det hele. I vores runde stue kan man virkelig se håndværket – på de der små finesser. Vi overvejede også lange, lige egeplanker, men sildebensparket er noget helt særligt.
Også de øvrige detaljer i lejligheden er der kælet for. Herreværelset og dagligstuen er lagt sammen til et køkken-alrum, og derfor blev en stukkatør involveret, så den oprindelige stuk i herreværelset blev reproduceret og nu omkranser hele loftet i køkken-alrummet.
I møbleringen af lejligheden har gulvene også spillet ind, ikke bare er det sparsomt med tæpper, men parret har også anskaffet nye Arne Jacobsen stole, netop fordi de står godt sammen med gulvet. Og slutresultatet er en fornøjelse at bo i:
”Selv coronanedlukningen er ikke så slem, når jeg skal være i mit nye hjem”, slutter Anja Olsen.